Frederik Frederiksen bliver ny ass. elitetræner i Hovedstadens Svømmeklub

Skrevet af

Lars Sørensen.

D. 12. juli 2021.

Kategori: Elitesvømning

Fra 2. august bliver det Frederik Frederiksen, der bliver eliteholdets nye assisterende træner.

Frederik Frederiksen kommer fra et trænerjob i Helsingør Svømmeklub og før det i Herlev Svømning.

Frederik kommer til at arbejde med klubbens bedste svømmere på eliteholdet i det nye trænerteam, hvor Niels-Jørgen Jørgensen er ny cheftræner og svenske Marcus Åradsson er ny elitetræner. Teamet suppleres i hverdagen af Morten Børre og Synnøve Døskeland, som begge er deltidsassistenter.

Om sin ansættelse siger Frederik selv: - Jeg ser frem til at arbejde i en så stærk og professionel organisation, som Hovedstaden Svømmeklub er. Det er interessant for mig at arbejde i en klub, der har potentialet til at skabe nordens stærkeste miljø. Derudover glæder jeg mig til at arbejde med det stærke trænerteam, der til den nye sæson er blevet sammensat. 

Klubdirektør Lars Sørensen siger om ansættelsen af Frederik: - Det er stærk tilføjelse af trænerteamet, at Frederik har valgt Hovedstadens Svømmeklub, som sit næste job. Frederik kommer med erfaring og viden fra to stærke klubmiljøer i Herlev og Helsingør.

Derudover siger Lars om Frederik: - Frederik har netop færdiggjort sin kandidatuddannelse i idræt, hvor han har specialiseret sig i motivation og trivsel blandt idrætsudøvere. Den viden, som Frederik kommer med på det område, kommer vi konkret til at arbejde videre med og lade os inspirere af.

Frederik beskriver sig selv som en positiv og anerkendende træner, som er en ”relationsskaber”, der søger at hjælpe svømmerne til at udvikle sig, der hvor de er, så alle opnår at udnytte deres potentiale.

Jobbet som ass. elitetræner er blevet ledigt efter, at klubbens nuværende ass. elitetræner, portugisiske Pedro Prazeres, har valgt at skifte fuldtidsjobbet i klubben ud med et trænerjob på deltid.