To ekstra AquaCamps for øvede svømmere i Flintholm Svømmehal

D. 29. juni 2017.

Kategori: Svømning

Flintholm Svømmehal åbner i løbet af sommeren og vi har derfor fået en helt særlig mulighed for at holde to ekstra AquaCamps for svømmere på letøvet niveau og opefter i den nye svømmehal i hhv. uge 31 og 32. 

Man behøver ikke være medlem af Hovedstadens Svømmeklub for at deltage i vores AquaCamp, tilmeldingen kræver blot at man opretter en profil i barnets navn. Tilmelding og betaling foregår via vores hjemmeside og lukker søndag d. 2. juli kl. 23.59. Du kan læse mere og tillmelde ved at bruge disse direkte links:


Tilmelding til AquaCamp i Flintholm Svømmehal uge 31
Tilmelding til AquaCamp i Flintholm Svømmehal uge 32

 

AquaCamp er Hovedstadens Svømmeklubs sommerskole, hvor børn og unge kan bruge en uge af sommerferien i og omkring svømmehallerne sammen med en masse andre svømmeglade kammerater. Vi har kun adgang til 25 m bassinet i Flintholm Svømmehal, som er 130 cm dybt i den lave ende. Denne AquaCamp henvender sig derfor til børn og unge fra letøvet niveau og opefter, som kan svømme på dybt vand uden hjælpemidler. Der er programlagt alle mulige spændende aktiviteter både i vandet og uden for bassinet mandag til fredag fra kl. 9.00-15.00.

På vores AquaCamp er svømmerne i vandet to gange om dagen i 30-60 min. Tiden i svømmehallen bliver brugt på målrettet svømmeundervisning, men der inddrages også andre alsidige vandaktiviteter som for eksempel livredning eller udspring. Når tiden ikke bruges i svømmehallen, benytter vi udearealerne til at lave postløb, boldspil, gamle lege og meget mere. Vi lover det ikke bliver kedeligt!

Der vil være mulighed for gratis at tilvælge pasningsordning fra kl. 8.00-9.00 og kl 15.00-16.00.

Prisen for en AquaCamp er 1.300 kr. hvilket ud over aktiviteterne inkluderer en T-shirt og en Goodiebag fra vores samarbejdspartner, Dansk Svømmeunion. 

Vi glæder os til at indvie den nye, fine svømmehal.

PS. Det ikke er muligt at overflytte fra allerede tilmeldte camps og der er ingen fortrydelsesret på camps og events.