Svømmeskolestævnet den 14. og 15. marts aflyses

Skrevet af

Lars Sørensen.

D. 11. marts 2020.

Kategori: Svømning

Den kommende weekends svømmeskolestævne aflyses. Der vil være normal svømmeundervisning på alle hold i weekenden. 

Svømmeskolestævnet lørdag d.14. marts og søndag d.15.marts udskydes på ubestemt tid
Selvom svømmeskolestævnet er et arrangement med under 1.000 deltagere, vurderer Hovedstadens Svømmeklub ikke, at vi kan overholde myndighedernes anbefalinger om at forebygge spredning af coronasmitte. Mere specifikt er vi særligt bekymrede for den afstand, som vi kan garantere til hinanden. Der er tæt på 600 børn tilmeldt i tre svømmehaller fordelt henover weekenden.

Under stævnet vil mange børn og forældre skulle opholde sig tæt langs bassinkanten, særligt i omklædningssituationerne vil der pga. de mange deltagere været ekstra lidt plads end i hverdagen og i svømmehallernes forhaller vil vi også komme til at stå tæt. Derfor har vi valgt at udskyde svømmeskolestævnet på ubestemt tid. Vi håber meget, at vi inden sæsonen slutter kan få mulighed for at afvikle svømmeskolestævnet.

Vi er virkelig kede af aflysningen. Svømmeskolen og de mange gode ansatte i afdelingen har brugt mange timer på forberedelse og alt er klart. Men vi håber, at I har forståelse for vores beslutning om, at vi som stor forening må tage ansvar for vores medlemmer, ansatte og ikke mindst for samfundet og gøre, hvad vi kan for at reducere risici omkring spredning af coronavirus.

Den daglige undervisning i svømmehallerne fortsætter uændret
Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ikke grund til særlig bekymring i forhold til at færdes i klorvand. Corona-smitte overføres ikke via klorvand. Og hvis svømmere rammer hinanden i vandet med arme eller ben eksempelvis, vil det heller ikke udgøre en smittefare. Derfor fortsætter den daglige undervisning indtil videre uændret. Vi er også i løbende kontakt med kommuner og svømmehaller omkring særlige forholdsregler og vi følger myndighederne anbefalinger. Hold gerne løbende øje med klubbens hjemmeside, hvor vi opdaterer hyppigt.

Derudover er det vigtigt for Hovedstadens Svømmeklub at understrege, at vi har tæt og løbende kontakt med vores mange medarbejdere og vi efterlever og håndterer hver dag myndighedernes krav til håndtering af medarbejdere med kontakt til særlige risikoområder.  

Lars Sørensen
Klubdirektør