Optakt til DÅM-L 2017

D. 12. juni 2017.

Kategori: Elitesvømning

Hovedstadens årgangssvømmere har i de sidste mange uger forberedt sig på deres vigtigste stævne i denne sæson, nemlig Danske Årgangsmesterskaber på langbane (DÅM-L). Mesterskabet afholdes i Aalborg over fire dage i slutningen af juni. Både svømmere fra Årgang 1 og Årgang 2 deltager og Hovedstaden stiller samlet med 35 svømmere fordelt i de tre årgangsgrupper. Vi stiller således med landets største hold.

De 35 svømmere er i hård træning og har i de seneste weekender været i både Ishøj og Herning for at træne og optimere, og således sikre super flotte præstationer til sæsonens højdepunkt.

Sidste sæson blev det til 20 medaljer, 31 A finaler og 10 B finaler. Herudover blev det til en 3. plads i klubpointkonkurrencen, men desværre ingen kvalifikationer Nordiske juniormesterskaber (NJM) som afholdes halvanden uge efter DÅM-L hvert år.

Du kan læse opsamlingen fra sidste sæson her; https://www.hsk.dk/nyheder/opsamling-paa-2-x-dm-for-aargangs-og-juniorsvoemmere/

 

Målsætningen i år er svær, men efter et fantastisk Dansk årgangsmesterskab på kortbane (DÅM-K) i februar er forventningerne store.

Målet er:

  • 30 medaljer
  • 35 A finaler (kun to ældste årgange svømmer finaler)
  • Vinde klubpointkonkurrencen
  • 1-2 kvalifikationer til NJM
  • 75% personlige rekorder

Stævnet foregår 24. – 27. juni i Nørresundby Idrætscenter (Svømmeland Lerumbakken 11, 9400 Nørresundby) og alle er velkomne til at komme og støtte holdet. Stævnet kan også følges via Livetiming med både video og tider: http://www.livetiming.dk/index.php?cid=3286

Du kan i øvrigt læse mere om stævnet her: http://www.svoem.org/Aktuelt/Kalender/Aktivitet/?id=11695

 

3-4 … GO’ HOVEDSTADEN !!!

 

Mange hilsner fra et spændt trænerteam på Årgang 1 og Årgang 2