Københavns Kommune lægger ansvaret for corona rengøring over på svømmetrænerne

Skrevet af

Allan Nyhus.

D. 31. august 2020.

Kategori: Formandsblog

Under corona har vi alle forstået hvor vigtig rengøring er for at holde coronaen nede. Ansvaret for rengøringen i svømmehaller og omklædningsrum, lægger Københavns Kommune nu over på svømmetrænere. 

Det er ikke første gang Københavns Kommune forsøger at fedte ansvaret for rengøringen af på foreningerne. Tilbage i marts 2019 modtog vi dengang, lidt ud af det blå, en instruks fra kommunen om at nu var det svømmeklubbens ansvar at holde rent i omklædningsrummene. Dengang som nu mener vi, at vores fokus skal være på undervisning af børnene og sikkerhed mens de er i vandet, den vigtige rengøring må andre fagprofessionelle tage sig af. 

Med dags varsel 

Hvor den sidste "rengøringssag" handlede om at kommunen ville spare penge, så er anledningen denne gang naturligvis corona (og måske igen fordi kommunen vil spare penge....). Vi har i dag, den 31. august, dagen før vores svømmesæson starter, modtaget en såkaldt rengøringsvejledning fra Københavns Kommune. 

Der står bl.a.: 

"Rengøring:

  • Alle overflader, som foreningens medlemmer kommer i kontakt med, skal rengøres – det gælder bl.a.: håndtag, bænke, skabe, toiletter, håndvaske, gelændere, stiger, startskamler og bassinkanter. Benyt Rodalon V.2. Undgå at midlet kommer i bassinet. (se vejledning længere nede)"

Der står også: 

"Husk at benytte værnemidler: Handsker af nitrilgummi og øjenbeskyttelse ved risiko for sprøjt. Mere information findes i sikkerhedsdatabladet."

Det såkaldte sikkerhedsdatablad var i øvrigt ikke vedlagt. Den fulde "vejledning" eller instruks om man vil, kan du se her. 

Vandsportens coronaregler blev udarbejdet af Dansk Svømmeunion allerede tilbage i juni måned, men der skulle altså alligevel gå frem til dagen før vores sæsonstart, før Københavns Kommune kom på banen med rengøringsvejledningen. Forsøger kommunen i ly af corona at lægge ansvaret for rengøringen over på os? 

Vi er i forvejen presset helt i bund af særlige corona-retningslinjer, ekstra personale og særlig logistik for at vi kan håndtere vores undervisning på en sikker måde under corona. Som beskrevet her, har vi måtte skære mange pladser væk, vi har over 3.000 på venteliste, men samme antal ansatte, så også økonomisk bliver vi hårdt ramt. Og ja, vi gør skam rent allerede, de materialer vi bruger i undervisningen gør vi rene efter brug, så det handler ikke om at svømmetrænere er bange for at gøre rent, det handler om hvor vi bruger kræfterne bedst. 

Skal svømmetrænerne gøre rent? 

Vi mener at vores fokus skal være på at undervise børn og skabe et sikkert og trygt miljø i inde i svømmehallen. Svømmetrænerne skal ikke fokusere på at varetage en vigtig og kritisk rengøring, det skal uddannet og professionelt personale varetage.