Vi søger ny kollega: Teknikskoleleder

Skrevet af

Lars Sørensen.

D. 3. december 2019.

Kategori: Svømning

Vi søger en ny teknikskoleleder til at fortsætte det centrale og vigtige projekt, som vi etablerede i 2016. Teknikskolen er organisatorisk placeret i klubbens svømmeskole og er bl.a. en af rekrutteringsvejene til klubbens konkurrenceafdeling. Stillingen er en fuldtidsstilling. 

Ansøgningsfristen er den 18. december, samtaler holdes løbende. 

 

Teknikskoleleder

Fuldtidsstilling

 

Vores nuværende leder af teknikskolen har fået ph.d-ansættelse. Derfor søger vi en ny leder til at fortsætte det centrale og vigtige projekt, som vi etablerede i 2016. Teknikskolen er organisatorisk placeret i klubbens svømmeskole og er bl.a. en af rekrutteringsvejene til klubbens konkurrenceafdeling. Filosofien i teknikskolen er, at når svømmerne først er rigtig gode til de basale færdigheder, kan vi lettere lære dem den optimale svømmeteknik. Aldersfordelingen i teknikskolen er 5-9 år. Holdene i teknikskolen har 2-4 undervisninger pr. uge. Et par eksempler på teknikskolelederens arbejdsopgaver:

  • Sportslig ledelse og faglig udvikling af svømmere og trænerteam i teknikskolen.
  • Ansvarlig for rekruttering til teknikskole og for at koordinere rekruttering til konkurrenceafdelingens talent 3-niveau.
  • Ansvarlig for klubbens FUNdamentalstævnerække.
  • 3-4 gange undervisning pr. uge, ca. halvdelen i klubbens konkurrenceafdeling på det yngste konkurrencehold og halvdelen på det ældste teknikskolehold.

Teknikskolelederjobbet fylder ca. 70 % af jobbet. De resterende ca. 30 % af jobbet er koordination i svømmeskolen som omfatter udvikling og koordination af tweens-/teensaktiviteter, udvikling og koordination af aktiviteter rettet mod 60+ målgruppen samt udvikling og koordination af samarbejde med lokal folkeskole på Frederiksberg. 

Vi forestiller os, at du som minimum besidder flere af følgende kompetencer:

  • Positiv og anerkendende stil og god til at kommunikere med dine omgivelser.
  • Stærk interesse og forståelse for svømmernes grundlæggende tekniske færdigheder.
  • Relevant idræts- eller svømmefaglig uddannelse. Herudover gerne erfaring og viden om børnepædagogik.
  • Flere års erfaring fra job som underviser eller træner i en svømmeklub.
  • Faglig nysgerrighed og interesse i at videreudvikle dig inden for idræts- og svømmefaglige områder.

Hovedstadens Svømmeklub tilbyder løn der modsvarer jobbets indhold og dine kvalifikationer.  Lønpakken indeholder bl.a. firmapensionsordning, sundhedsforsikring, telefonordning og firmabetalt computer. Herudover får du helt gratis og skattefrit en masse fantastiske kollegaer og en af Frederiksbergs bedste udsigter fra klubbens kontor i Flintholm Svømmehal :-)

Har du lyst til at blive en del af udviklingen i Hovedstadens Svømmeklub? Så send din ansøgning og CV til svømmeskolechef Jonas Enevoldsen på [email protected], og ring gerne på tlf. 3125 9105, hvis du har spørgsmål. Vi sender dig også gerne en mere udførlig jobbeskrivelse.

 

Ansøgningsfrist er onsdag 18. december kl. 8.00 med ansættelsesstart så hurtigt som muligt. Samtaler holdes løbende, skriv derfor din ansøgning hurtigt. 

 

Du kan læse mere om os på www.hsk.dk,  www.facebook.com/hovedstadens eller følge #hovedstadens på Instagram.

 

Se hele jobannoncen i pdf.

 

Hovedstadens Svømmeklub er landets største idrætsforening, nu med mere end 10.000 medlemmer. Vores vision er, at vi udvikler os til at være nordens stærkeste og mest inspirerende svømmemiljø. Vi kalder det et nordisk fyrtårn for svømmesporten. Vi er i alt 16 fastansatte i klubben og har mere end 220 timelønnede trænere. Svømmeskolen består af syv fastansatte. Det der forbinder alle i foreningen er et fællesskab omkring udvikling i vand. Teknikskolen har 12 trænere og 135 svømmere og er organisatorisk placeret i Svømmeskolen.