Vi satser på uddannelse
Kategori: Svømning
Vores trænere og hjælpetrænere har I øjeblikket travlt med at blive endnu klogere
Der er igen gang i uddannelserne i dette efterår. Sidste weekend afsluttede et nyt hold hjælpetrænere den uddannelse, som vi har udviklet internt i klubben. Uddannelsen forløb over ca. tre måneder og tog i alt 3*7 timer. Deltagerne fik både et indgående kendskab til klubben og vores gensidige forventninger, men også en indføring i vores filosofi om svømmeundervisning. Det er vores målsætning at uddannelsen skal være så praksisnær som muligt. Derfor inddrog vi både prøvekaniner i vandet, videoanalyse, øvelser i vand og på land samt en session med såkaldte mentorer, som er rutinerede hjælpetrænere, der deler ud af deres viden. Vi har succes med at holde disse uddannelser internt, sådan at hjælpetrænerne kan få et godt kendskab til vores store organisation.
Et nyt hold trænere er også igang med deres grunduddannelse
Ligeledes var et stort hold på 14 trænere i gang sidste weekend på Svømningens Grunduddannelse. Denne uddannelse, som afholdes af Dansk Svømmeunion og DGI, tager to weekender og strækker sig over ca. fire måneder med nogle e-læringsmoduler imellem. Trænerne skal nu i gang med at lave deres afsluttende opgave, hvor de bl.a. vha. videoanalyse undersøger, hvordan de kan blive endnu bedre svømmetrænere. Det er en spændende proces og vi ønsker dem alle held og lykke med slutspurten.
HSK AquaEducation
Som sidste skud på stammen afholder vi på søndag d. 17. november 2019 en intern uddannelsesdag for alle trænere og hjælpetrænere i Hovedstadens Svømmeklub. Vi forventer at kunne samle ca. 125 deltagere, hvor både konkurrence-, udspring-, vandpolo-, synkroafdelingen og Svømmeskolen er repræsenteret. Desværre vil al træning og undervisning være aflyst på søndag, da det har stor prioritet for os, at alle har mulighed for at deltage. Som store temaer kan trænerne fordybe sig i stilarterne crawl og rygcrawl, samt hvordan man kommunikerer og motiverer et svømmehold med mange forskellige individer. I alt 40 oplæg og workshops kan deltagerne vælge imellem og vi har store forventninger til en dag med masser af energi.