Vi er i fuld gang med at uddanne trænere i svømmeskolen

Skrevet af

Maria Højkrog Andersen.

D. 14. januar 2019.

Kategori: Svømning

En flok kommende trænere er startet på deres uddannelse og et hold hjælpetrænere er netop færdige

Vi ønsker hele tiden at skabe den allerbedste svømmeundervisning for vores medlemmer. Med en stab på omkring 300 trænere og hjælpetrænere er vi konstant i gang med at uddanne og opkvalificere. Det er sjovt, inspirerende og hårdt arbejde.

 

Sidste weekend blev endnu et hold hjælpetrænere færdige med deres uddannelse. Det er en uddannelse, som vi selv har udviklet og som strækker sig over tre weekenddage. Dermed har de været i gang 3 x 7 timer, hvor de har analyseret video, afprøvet metoder på børn i svømmehallen, sparret med rutinerede hjælpetrænere som agerer mentorer og selvfølgelig modtaget en masse informationer og viden. Afslutningsvis har de modtaget et diplom, som bevis på at de har gennemført uddannelsen.

Denne weekend blev det en ny flok træneres tur. Unge mennesker som typisk er 17 eller 18 år og snart skal ud og have ansvaret for nogle svømmehold. Deres Grunduddannelse, som vi kalder den, er noget mere omfattende i timeantal, men derudover skal de også gennemføre nogle E-lærings forløb og skrive en afsluttende opgave, som skal bestås. I forbindelse med denne opgave skal de lave nogle videooptagelser af deres egen praksis, så måske møder du dem i aktion i en svømmehal. Grunduddannelserne afholder vi i samarbejde med DGI og Dansk Svømmeunion. Vi er stolte af, at så mange unge har lyst til at investere deres tid og engagement i svømningens verden og dygtiggøre sig via vores uddannelser.