Tamas Kovacs bliver ny elitetræner i Hovedstadens Svømmeklub
Kategori: Elitesvømning
Fra 1. oktober bliver det ungarske Tamas Kovacs der overtager det ledige job som elitetræner.
Tamas er med sine 42 år allerede en erfaren elitetræner. Han har sammenlagt mere end 20 år trænererfaring fra Danmark og fra Ungarn. Siden 2022 har Tamas haft trænerjobs i Helsingør Svømmeklub og senest som elitetræner i GTI. Fra trænerkarrieren i Ungarn er der internationale resultater på CV'et. Bl.a. fra EM og junior EM.
Udover trænererfaringen har Tamas forskellige relevante træneruddannelser samt en bachelor i idræt.
Trænerteamet på eliteholdet består således nu igen af fire fuldtidstrænere: cheftræner Niels-Jørgen Jørgensen, elitetræner Marcus Åradsson, elitetræner Mads Bjørn Hansen og elitetræner Tamas Kovacs.
Om sin ansættelse som elitetræner, siger Tamas: - Jeg glæder mig til at starte, lære holdet at kende og tage fat på det fælles arbejde. Jeg ved, at fremskridt kræver tålmodighed og vedholdenhed og jeg glæder mig til at gøre min del.
Tamas beskriver sig selv sådan her: - Jeg er en engageret og nysgerrig træner, der lægger vægt på tæt samarbejde og åben kommunikation. Jeg tror på at skabe et miljø, hvor svømmerne føler sig støttet, nyder at udvikle sig og er motiverede til at udfordre sig selv.
Cheftræner Niels-Jørgen Jørgensen, siger: - Med ansættelsen af Tamas styrker vi ikke blot vores trænerteam på eliteholdet, men også fundamentet for den næste fase af klubbens eliteudvikling. Tamas tilfører international erfaring, høj faglighed og et stærkt udviklingsfokus, som sammen med det øvrige trænerteam skal være med til at skabe endnu bedre rammer for vores svømmere. Tamas får en vigtig rolle i arbejdet med at udvikle vores fremtidige elitetræningsmiljø, hvor fire tydeligt profilerede elitetræningsgrupper i tæt samarbejde skal skabe de bedst mulige rammer for svømmernes langsigtede udvikling.
Klubdirektør, Lars Sørensen, siger: - Jeg er meget glad for, at vi kunne blive enige med Tamas om, at Hovedstadens Svømmeklub skulle være hans næste trænerjob. Ansøgerfeltet har været stort. Trænerteamet og klubben glæder sig til at få nytte af Tamas særlige viden og erfaring fra Ungarn om langsigtet udvikling af talentfulde svømmere.
Elitetrænerjobbet er blevet ledigt efter, at elitetrænertrainee Anton Andersson stoppede før sommerferien.