Sponsorevent 2018 var – endnu – en succes

D. 8. maj 2018.

Kategori: Elitesvømning

Stort engagement og masser af glæde og god opbakning ved årets Sponsorevent i Hovedstadens Svømmeklub

Højtråbende heppere og skøre svømme-påfund var altdominerende i Vesterbro Svømmehal, da Hovedstadens Svømmeklub i søndags afholdte sit Sponsorevent for andet år i træk. Der blev svømmet både forlæns og baglæns, synkront  (sådan nogenlunde) og iført (en vandtung) t-shirt, og på kanten bakkede holdkammeraterne op i bedste stil ved de utraditionelle holdkapper, hvor holdene bestod af en blanding af svømmere i alle aldre og fra alle konkurrencehold.

 

 

 

 

I dagene og ugerne op til det, der allerede nu er på vej til at blive en fast tradition i HSK,  har de ca. 150 konkurrencesvømmere været rundt hos familie, venner og lokale erhvervsdrivende for at samle sponsorer til klubbens fortsatte eliteudviklingsarbejde, så alle også fremover har råd og mulighed for at deltage i træningslejre og udenbys samt udlandsstævner og mesterskaber.

 

 

 

Selv om vi ikke nåede op på helt samme niveau som sidste år, så er der bred tilfredshed med de ca. 100.000 kr., der blev samlet ind. Klubbens yngste og ældste svømmere formåede samlet at hente fleste sponsorkroner hjem på deres respektive hold, og derfor blev Talent 3 (drenge og piger) og Elite 1 hhv. nummer 1 og 2 i denne holdkonkurrence, hvor præmien var en biograftur for hele holdet med popcorn og sodavand.