Sikkerhed er vigtigt i Hovedstadens Svømmeklub

D. 1. januar 0001.

Kategori: Livredning

Onsdag d. 4. marts deltog 13 trænere i et forberedelseskursus i bassinlivredderprøven. 

For at vores trænere kan stå på kanten i de københavnske svømmehaller og undervise skal de op til en bassinlivredderprøve 1 gang om året for at sikre at de har styr på sikkerheden. Derfor afholdte vi et forberedelseskursus for vores nye trænere, sådan at de er klar på at tage bassinlivredderprøven og ved hvordan de skal reagere hvis der skulle ske en ulykke.

 

Kursisterne deltog først i en teoretisk gennemgang af prøven og træning i brug af det livredningsudstyr så som hjertestarter og pocketmask som der er tilgængeligt i svømmehallen. Efter teorien trak trænerne i arbejdstøjet og gik ned i svømmehallen for at træne de forskellige dele af bassinprøven, her prøvede de blandt andet kræfter med skrådyk fra kanten, ophaling af en person med og uden hjælper, bjærgning af bevidstløs person, hjertelungelivredning af barn og voksen, samt håndtering af nakkeskade.

 

Til prøven skal trænerne blandt andet kunne svømme 200m svømning, hvor de første 50m skal svømmes med overblik under 1 minut og 30 sekunder efterfulgt af 150m frisvømning og derefter dykke ned efter en orange livredningsdukke 2 gange i træk på 3,8 meter, vise hvordan man redder en panisk svømmer, redder en voksen med hjælper, redder et barn uden hjælper til rådighed, samt eksamineres i førstehjælp.   

 

Hvert år har vi ca. 150 trænere der går op til bassinlivredderprøven som typisk tager 2-2,5 timer, prøven dømmes af en dommer der er uddannet igennem Dansk Svømmeunion, du kan læse mere om prøven her. Vi bruger derfor meget tid og mange ressourcer for at sørge for at vores trænere lever op til reglerne.