Seje HSK svømmere på hjemmebane i Bellahøj

D. 25. maj 2017.

Kategori: Elitesvømning

I weekenden 19.-21. maj var Hovedstaden vært for langbanestævnet, Copenhagen Swim Cup på Bellahøj. De seje HSK årgangssvømmerne holdt højt niveau helt til sidste finaleløb søndag aften.

 

Stævnet var den sidste store prøve inden forberedelserne til sæsonafslutningen med Danske årgangsmesterskaber (DÅM) går igang. For nogle handlede det om at få taget de sidste kravtider, og for andre om at prøve forskellige ting af i de løb de var kvalificerede i. Det var derfor også meget forskelligt, hvordan de enkelte svømmere præsterede rent resultatmæssigt.

Alligevel blev der svømmet pænt mange medaljer hjem, og niveauet var generelt meget højt gennem hele stævnet. Træner på årgang 1, Stefan, var imponeret over, hvor godt de holdt kadencen helt til sidste finaleløb søndag aften, hvor mange af de andre klubbers svømmere var ved at være flade. Det mener han kan tilskrives de ekstra træningspas HSKs svømmere har med i baggagen. Det vil helt klart komme dem til gode ved DÅM, som forløber over 4 dage fra den 24. juni. Stefan glæder sig til at se dem performe her. For der kan være noget stort i vente for HSKs svømmerne, når de i løbet af den kommende måned får fintunet den stærke grundform, de viste ved Copenhagen Swim Cup.