Sæsonafslutning for konkurrence-svømmerne

Skrevet af

Merete Reinholdt.

D. 22. juni 2017.

Kategori: Elitesvømning

En rigtig stærk svømmesæson blev rundet af på bedste vis, da konkurrenceafdelingen holdt afslutningsarrangement med middag, hygge samt uddeling af nåle og fiduspræmier. 

200 konkurrencesvømmere, forældre, trænere og klubledelse mødtes midt i juni i Kedelhallen på Frederiksberg, hvor der var god plads til alle ved langbordene, og hvor de svømmere, der ikke allerede havde fået brændt al deres energi af på træning tidligere på dagen, kunne spæne rundt. 

 

 

Traditionen med at mødes på græsplænen bag Damsø blev med andre ord brudt, mest fordi man gerne ville undgå at skulle være afhængig af vejret (og godt for det: den aften blæste det en halv pelikan) - og bonus var denne gang, at man heller ikke behøvede tænke over mad at medbringe, da der var bestilt buffet til alle i forvejen.

Da maden var spist, trådte trænerne for de enkelte hold op på scenen og uddelte nåle for opnåede svømmetider i den forgangne sæson, og med de resultater, som klubbens svømmere har præsteret, var der mange på podiet. Samtidig blev der for hvert hold uddelt et fint bæger som fiduspræmie til den svømmer, der har udmærket sig som ikke blot en dygtig svømmer men også en god holdkammerat (billedet øverst) . 

 

 

 

Den nyindstiftede pris for Årets Træner gik til Oliver Hjeresen, der er assisterende træner for Å2-drengene.

 

 

Aftenen sluttede af med en gammel klassiker: kåringen af årets kage. Valget var svært, for der var mange kreative (og velsmagende!) indslag, men vinderen blev den fine bassinkage (forrest), der var lavet af Talentholdets Ella Steensgaard (og far).