Planlagte tilmeldingsdatoer rykkes
Kategori: Svømning
Der bliver desværre ingen tilmelding for eksisterende medlemmer søndag den 16. juni, for venteliste torsdag 20. juni og for nye medlemmer søndag 23. juni.
Hvad er årsagen?
Årsagen er, at Københavns Kommune stadig ikke har været i stand til at afklare de svømmetider, som vi hvert år får stillet til rådighed. Vi søgte om tiderne i januar og var blevet lovet svar primo maj. Vi kan ikke sælge medlemskaber og pladser på svømmeholdene, før vi har kontrakter på svømmetiderne i de forskellige svømmehaller. Derfor er vi desværre nødsaget til at rykke datoerne.
Hvad bliver de nye datoer for tilmelding?
Vi kan lige nu ikke informere om, hvornår de nye tilmeldingsdatoer bliver. Vi kommer til at informere alle medlemmer om de nye datoer, så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre. Det hele afhænger af endelig afklaring af svømmetiderne fra Københavns Kommune. Når vi har afklaret svømmetiderne, skal vi bruge tid på planlægning af de ca. 700 forskellige svømmehold. Herefter skal de gøres tilgængelige på vores hjemmeside.
Hvad med svømmetiderne i Frederiksberg Kommune?
Svømmetiderne i Frederiksberg Kommunes svømmehaller er afklaret. Men vi kan ikke sætte medlemskaber og svømmepladser til salg kun i nogle svømmehaller. Alle svømmehallerne som vi har til rådighed hænger sammen for Hovedstadens Svømmeklub. Vi planlægger på tværs af kommunegrænser og svømmehaller. Alle svømmehallerne hænger med andre ord sammen.
Lukkede svømmehaller
Vi er i år hårdt ramt af, at Damsøbadet på Frederiksberg og Bellahøj Svømmestadion er lukkede. Dvs. der kommer ikke til at blive udbudt svømmehold i de to svømmehaller. Dermed bliver der udbudt markant færre svømmehold.
Damsøbadet er lukket på grund af en længe planlagt helhedsrenovering. Forventningen er, at Damsøbadet genåbner i februar 2020. Bellahøj Svømmestadion blev i maj akut lukket på grund af problemer med indeklimaet. Der er ingen tidsfrist for genåbning. Forventningen er desværre, at det kommer til at tage lang tid og som minimum hele svømmesæson 2019/2020.
Vi håber, at I forstår, at rykningen af tilmeldingsdatoerne også rammer Hovedstadens Svømmeklub hårdt. Det er ikke med vores gode vilje, at vi rykker datoerne og at vi ikke kan give jer de nye datoer endnu – det er desværre vores virkelighed lige nu.
Ovennævnte er også udsendt pr. mail til alle medlemmer.