Rekord mange tilmeldinger til årets pigestævne i Tingbjerg

D. 8. juni 2017.

Kategori: Svømning

Tæt på 70 piger fra Hovedstadens Svømmeklubs pigehold deltog i årets pigestævne i Tingbjerg. Forældre bidrog også aktivt.

I Svømmeskolen har vi tradition for at holde et pigestævne hvert år som afslutning på sæsonen. Stævnet er sponsoreret af DIF get2sport og henvender sig til svømmeskolens pigehold i Tingbjerg og i Hillerødgade Bad og Hal.

I år havde vi, ligesom til svømmeskolestævnet i marts, kastet os ud i et nyt koncept, som skulle sætte mere fokus på de færdigheder, som vi øver med svømmerne hver uge. Svømmerne skulle derfor gennemføre forhindringsbaner og andre svømmeløb, hvor distancen var tilpasset til deres niveau. Det var vores tanke, at vi skulle skabe størst mulig sandsynlighed for, at alle svømmere blev udfordret, men samtidigt fik succesoplevelser i vandet.
De yngste niveauer modtog en lille vimpel for deres indsats. For mange af dem var det deres første svømmestævne og de var både overvældede og begejstrede for at få en præmie. 
De ældste niveauer modtog ligeledes en lille vimpel og fik traditionen tro lov til at mærke kampens hede og konkurrere om medaljer.

 

 

Til afviklingen af pigestævnet fik vi hjælp af de seje Årgang 2 piger fra konkurrenceafdelingen, som nærmest stod i kø for at hjælpe pigerne igennem de forskellige forhindringsbaner og svømmeløb. Årgang 2 pigerne hjalp ligeledes med at få svømmerne til startskamlerne og tog tid på de forskellige svømmeløb.
Forældrene hjalp med indskrivning og niveauarmbånd til svømmerne. Flere forældre havde også meldt sig til kageholdet og havde medbragt hjemmebag til den helt store guldmedalje.

 

En kæmpe ros og et stort tak til alle de frivillige som gjorde en uundværlig indsats for at stævnet kunne lykkes og for at give svømmerne en fantastisk oplevelse.