Nyt æresmedlem og hædring af eksisterende æresmedlem
Kategori: Foreningen
Under Danish Open blev Jette Jørgensen udnævnt som nyt æresmedlem og Jan Johansen er hædret med SvømDanmarks æresbevis.
Under Danish Open i april blev Jette Jørgensen hædret som nyt æresmedlem af Hovedstadens Svømmeklub.
I begrundelsen for undnævnelsen som æresmedlem sagde formand Susanna Glasius Tischer bl.a.:
Selvom ens arbejde oftest er i det skjulte og man lægger mindst mærke til det når arbejdet er bedst, skal man hædres passende.
Jette Jørgensen er en del af HSK’s trofaste sekretariat og skal nu hædres som æresmedlem i HSK. Vi har valgt at bede om ordet til Danish Open, fordi Jette ikke kun sørger for, at der er styr på tider, programmer, tilmeldinger, tidsplaner med meget mere i HSK, men også er en hjørnesten i, at vi kan holde stævner med høj kvalitet som Danish Open, DM, interne klubstævner osv.
Som mange andre frivillige i svømmesporten er du vokset op med frivillige svømmeforældre, og det faldt dig helt naturligt at blive frivillig da Mikkel startede til svømning for en del år tilbage.
Weekend efter weekend har du styret alt fra FUNdamentals og klubmesterskaber til DM - siddende i sekretariatet, med dit fænomenale overblik over systemer og planer. I kulisserne har du sørget for at registrere rekorder, pokaler, nåle osv. Noget der ikke er så synligt, men helt utroligt vigtigt for udøverne, og derfor også for klubben. Dit engagement har bredt sig til det meste af svømme-Danmark og vi er på bagkant med at prise dig, da du allerede for fem år siden fik Dansk Svømmeunions Officialpris.
Argumenterne og anprisningerne var de samme som nu, men da seriøst og grundigt arbejde med masser af engagement ikke går af mode, tåler de en gentagelse.
Du har ikke et ønske om, at der bliver gjort noget stort ud af dig, og det var svært at få dig lokket ud i rampelyset i dag. Men vi er mange der gerne vil være med til at hædre dig, og derfor bliver du i dag æresmedlem i Hovedstadens Svømmeklub.

Et af klubbens mangeårige medlemmer og æresmedlemmer, Jan Johansen, blev hædret med en helt særlig pris, æresbeviset, på SvømDanmarks generalforsamling.
Ved overrækkelsen blev der bl.a. sagt om Jan:
Jan Johansen har igennem 75 år repræsenteret dansk svømning og dansk foreningsliv på flotteste vis. I samtlige år har han været medlem af samme klub, Hermes (i dag Hovedstadens Svømmeklub) – hvor han fortsat er aktiv den dag i dag.
I Hermes og har Jan Johansen været frivilligt engageret i mange år og har prøvet kræfter med de fleste roller – såsom svømmeleder, bestyrelsesmedlem og redaktør på klubbladet, som foreningen udgav i adskillige år.
Som aktiv har Jan Johansen konkurreret siden 1948, og han deltager fortsat ved svømmekonkurrencer i ind- og udland. Han har sat stribevis af danske rekorder gennem tiden, og han er fortsat indehaver af flere danske rekorder for masterssvømmere.
Han er aldrig bange for nye udfordringer, og han var en af de første danskere til at svømme butterfly, da stilarten blev indført i slutningen af 1950’erne. De seneste år har han kastet sig over issvømning, hvor han blandt andet har vundet 19 VM-medaljer (de fleste af guld) siden 2016.

