Ny udspringer i Hovedstadens Svømmeklub

Skrevet af

Jonas Enevoldsen.

D. 10. januar 2018.

Kategori: Svømning

Elite-udspringer Laura Venetia Valore slutter sig til Hovedstadens Svømmeklub som hun repræsentere ved fremtidige danske og internationale mesterskaber.

Laura Venetia Valore (2001), der er født og opvokset i København, skifter den 1. januar 2018 til Hovedstadens Svømmeklub. Den 3. januar trænede hun første gang sammen med HSKs udspringshold i Hillerødgade hvor vores trænere Katrine Kammeyer-Andersen og Mathias Malmgren bød velkommen.

Udspring på elite-niveau er svært at dyrke i Danmark da der på landsplan både mangler faciliteter og adgang til nok træningstid. De bedste danske udspringere søger derfor til udlandet for at dække en del af deres træningsbehov. Laura tilbringer i øjeblikket et studie-år i Dublin hvor hun træner på Irlands National Aquatics Center sammen med det irske landshold. Med sit nye tilhørsforhold til Hovedstadens Svømmeklub vil Laura fremover stille op for HSK ved danske turneringer og mesterskaber, samt være opstillet for klubben ved deltagelse på det danske landshold.

Laura blev første gang dansk årgangsmester i foråret 2012 og blev nordisk juniormester i december 2013. Hun har senest været nordisk juniormester i 2016, året hvor hun også debuterede ved europæiske juniormesterskaber. Efter et svagt forår i 2017, hvor hun måtte udgå fra danske vippemesterskaber grundet sygdom, rejste hun i september til Irlands hovedstad for at starte et 8-10 måneders ophold.

Målsætningen for 2018 er at kvalificere til EJM der afholdes i Finland. Som optakt til dette mesterskab vil hun deltage ved åbne finske juniormesterskaber, der bliver hendes første stævne i den blå HSK uniform.