Årgang 2 til Nørrebroløbet

Skrevet af

Merete Reinholdt.

D. 16. maj 2017.

Kategori: Elitesvømning

Træningen for Hovedstadens Årgang 2-svømmere var sidste lørdag erstattet med Nørrebroløbet, og klubbens blå logo fyldte godt op på sejrsskamlerne, da der skulle deles medaljer ud. I den yngste årgang ryddede de stort set bordet, men alle løb fine tider hjem på denne hyggelige og solskinsfyldte dag.

 

 

Præsten deltog i fuldt ornat og ruten gik blandt andet ind gennem Helligkors Kirke til lyden af orgelmusik og klapsalver, da cirka 700 mennesker i alle aldre – og heriblandt ca. 20 Årgang 2-svømmere og et par forældre – løb det fem kilometer lange motionsløb rundt på Nørrebro og ned omkring Søerne. Der var munter og fælles opvarmning ledet af Idrætsprojektet, og efterfølgende var der hygge og leg på Blågårds Plads, hvor der var opstillet boder og bænke, og hvor en sød HSK-forælder havde bagt lækre boller.

 

De første 11 pige-løbere under 13 år, der kom i mål, var alle fra HSK, mens drengene også var fint repræsenteret i samme aldersgruppe. Kirstine Haunstrup Larsen var den hurtigste blandt de yngste piger i tiden 23.23, mens Mikkel Andersen spurtede ind på en førsteplads blandt de yngste drenge i tiden 20.06.

De øvrige tider kan findes her.

 

Nørrebroløbet arrangeres af drenge fra værestedet Gadepulsen, og overskuddet går til et godt formål – i år rent vand i Afrika – samt en rejse til arrangørerne. Hovedstadens Svømmeklub støtter også gerne op til næste år, måske med endnu flere motionsløbende svømmere…