Månedens svømmer september 2026

D. 1. januar 0001.

Kategori: Elitesvømning

Se her, hvem der svømmer med guldbadehætte i denne måned på vores konkurrencehold. 

Månedens Svømmere på T3

Ø1: Felix

Felix er månedens svømmer på Ø1 fordi det er tydeligt at han elsker at være i vandet. Den gode energi i vandet smitter af på de andre og trænerteamet. Man hører ikke Felix brokke sig når han er i vandet og han bliver ved med at prøve, selv når øvelsen ikke lykkes i første huk. Felix er god til at lytte når der bliver givet feedback og man kan se at han arbejder med de fokuspunkter der er givet. Så snart Felix er nede i vandet er han koncentreret, man behøver ikke at fortælle ham, at han skal gå i gang med øvelsen, fordi det har han gjort for længst. Denne dejlige attitude om at arbejde når der skal arbejdes smitter desuden af på hele banen. Så man kan for det meste forvente at der, hvor Felix svømmer, er der fokus. Desuden er han en dejlig holdkammerat der kan være makker med og snakke med alle, hvilket bidrager til det gode fællesskab på Ø1. Det har været givende at vidne hvordan Felix bliver mere tryg i de nye rammer på T3, men også blandt sine holdkammerater. Stort tillykke og fortsæt det gode arbejde. 

 

Ø2: Maya

Maya er månedens svømmer på Ø2 fordi hun er en humørspreder, der bidrager positivt til det gode fællesskab på holdet. Hun arbejder godt sammen med alle på holdet og det er tydeligt at alle nyder at være i Mayas selskab. Maya er desuden en fighter, der altid bliver ved med at prøve og koncentrere sig, selv når teknikken ikke sidder lige i skabet første gang og trænerteamet bliver ved med at sige det samme om og om igen. Dette har vi især set skinne igennem i de uger hvor vi har arbejdet med fly, som Maya til tider synes er udfordrende. Men kun kaster sig altid ud i træningen uden brok og er klar på at prøve sit bedste. Maya er næsten aldrig fraværende og man kan altid regne med at Maya er i godt humør og klar til at hoppe i vandet når træning starter. Hun bliver hele tiden bedre og bedre til at finde balancen mellem hvornår der skal være fokus og hvornår der skal snakkes, hvilket har været en fornøjelse at se. Stort tillykke og fortsæt det gode arbejde.

F1 Bianca: 

Bianca er månedens svømmer, fordi hun altid møder velforberedt op til træning. Hun kommer til tiden, har altid sit landtræningstøj og udstyr med og giver den fuld gas, både på land og i vandet. Derudover er Bianca rigtig dygtig til at holde fokus på de øvelser, vi arbejder med, og viser en flot indsats til hver eneste træning.

 

F2: Sofie Liva

Sofie er månedens svømmer, fordi hun altid møder op med et smil og et godt humør. Hun er klar til at give den gas til træning og bidrager med masser af positiv energi. Samtidig er Sofie rigtig god til at opsøge feedback ved aktivt at spørge os trænere, hvordan hun kan udvikle sig og blive endnu bedre.

 

V1: Edvard

Edvard er måneders svømmer på V1! I de knap 2 måneder Edvard har gået på holdet, har han virkelig vist sit gå-på-mod og hans lyst og glæde ved at komme til træning. Han kan næsten ikke vente med at hoppe i vandet, og når han så er i vandet, vil han starte med det samme, så han kan svømme. Den iver han har med bare at komme igang med at svømme og lære er noget vi trænere synes er en rigtig god kvalitet at have. Derudover bringer Edvard altid godt humør til træning og er altid klar på lidt sjov og ballade med vennerne på holdet.

V2: Mille

Mille er månedens svømmer på V2! Her på V2 har vi arbejdet meget med UV-arbejde. Mille er gået fra ikke at se særlig meget frem til UV-serien til faktisk at efterspørge den, hvis der er en træning, hvor det ikke lige står på programmet, hvilket er virkelig fedt for os trænere at opleve, da Mille også har udviklet sig meget på hendes UV-arbejde. Man kan virkelig fornemme, at Mille presser sig selv til det yderste til hver træning. Også på land når vi bl.a. laver corearbejde, hvor hun bliver ved indtil tiden er gået, selvom hendes mave virkelig brænder. Mille kommer altid ind i svømmehallen med et stort smil på læben og siger hej til hendes venner og trænere. Derudover er Mille også en rigtig god holdkammerat som altid sørger for, at alle er med på holdet.

 

 

Månedens svømmer på Talent 1 er Vigfus Simonson.
Vigfus har den seneste måned arbejdet rigtig godt og intenst med teknik, som er begyndt at lønne sig i hans svømning.
Han spørger altid meget nysgerrigt ind til træning og også for en uddybning omkring hvad øvelsen skal gøre godt for.
Vigfus har den seneste måned forsøgt i høj grad at overføre tekniske fokuspunkter til raceplans og i hurtigere tempo til træning, hvilket har medført at han nogle gange har skulle være lidt modig og teste noget nyt af.
Vigfus møder altid glad til træning, og tager hjem fra træning med et smil på løberne og giver en god high-five. Han har også altid styr på sine ting, og er rigtig god til at læse, forstå og huske hvad programmet byder på.
Tillykke til Vigfus, vi håber du vil fortsætte dit gode arbejde.