HSK's første ungdomsmesterskab i vandpolo

D. 10. juni 2021.

Kategori: Vandpolo

Søndag d. 6 juni var 9 unge HSK vandpolospillere til U11 Pokalturnering i Slagelse.

For holdet var dette den første turnering efter Corona-nedlukning, og faktisk var det for flere af spillerne deres allerførste turnering. Holdet var derfor præget af både stor spænding frem mod dagens 3 kampe, men også en vis usikkerhed og nervøsitet omkring hvad de havde i vente.

Men det skulle hurtigt vise sig, at HSK’s U11 hold var kommet for at spille om guldet. I første kamp mod FREM/Lystrup, som er et klubsamarbejde mellem to af Danmarks store ungdomsklubber, vandt de 13-8. Resten af dagen fortsatte holdet i samme stil, idet HSK vandt over både Tommerup Svømmeklub, med en score på 13-5, og Slagelse Svømmeklub, med en score på 18-4. Det lykkedes derfor HSK U11 at erobre klubbens allerførste ungdomsmesterskab i vandpolo og bringe Pokalen med hjem til Hovedstaden.   

 

Alle spillere viste stort engagement fra start til slut, og de mødte op med fantastisk humør og gå på mod. Igennem de tre kampe fik alle spillere flere chancer for at score mål og det lykkedes både nye og garvede spillere at komme på måltavlen. Holdet spillede generelt godt sammen på trods af en reduceret træningsmængde og vandtid som følge af Covid-19. Især forsvarsspillet fungerede rigtig godt, og spillerne holdt sig til taktikken fra start af.

 

Op til turneringen havde holdet i deres træning særligt øvet kommunikation i vandet og dette videreførte de på bedste vis i kampene. Herudover var spillerne dygtige til bakke hinanden op, både i vandet og på kanten, og derfor kunne alle, nye som rutinerede spillere, tage hjem fra Slagelse med styrket selvtillid og sammenhold.

 

Udover alt det dejlige vandpolo var der også god tid for børnene og forældrene til at socialisere og nyde det fantastisk vejr udenfor.

 

Generelt er årgang 2010/2011 er et talentfuld hold, og det bliver derfor utroligt spændende at følge dem i fremtiden, samt videreudvikle spillerne og udfri deres potentiale.

 

Fra trænerteamets side vil vi gerne takke Slagelse Svømmeklub for et godt arrangement, samt alle forældre og spillere for en fantastisk dag.

 

Lørdag d. 12/6 skal HSK’s U13 vandpolohold afsted til Pokalturnering i Jyllinge.