HSK Vandpolo: bedste danske hold ved Nordiske Klubmesterskaber

D. 13. oktober 2016.

Kategori: Vandpolo

HSK’s damevandpolohold tog sølvet i weekendens Nordiske Mesterskaber for klub i Lund.

Af: Katrine Cohen

Hovedstadens Svømmeklub er en forening med ambitioner og succes – og det gælder også for den lille, hårde sportsgren vandpolo, som man også kan dyrke i HSK. I weekenden deltog både herre- og dameholdet i Nordiske Mesterskaber for klub i Lund i Sverige. Og det gik ganske godt! Damerne kom hjem med sølvet, kun knebent slået af de svenske mestre Järfälla. Herrerne, der stillede op sammen med KVIK fra Kastrup, kom hjem med en 4. plads.

Turneringen begyndte allerede fredag, hvor HSK/KVIK-herrerne kom godt fra start med to sejre. Det fulgte dameholdet op på lørdag morgen med en sejr over værterne LUGI på hele 19-4. Derefter tog holdet revanche på 8-2 over de danske mestre fra Tommerup Svømmeklub, som holdet tabte DM-guldet til i juni.

Senere på dagen blev begge hold så slået af svenskerne fra Järfälla, som traditionelt er den stærkeste svenske klub. Det betød så kvalifikationskampe for begge hold. Her klarede damernes sig igen godt mod Tommerup, der igen blev slået og denne gang med de overbevisende cifre 13-6. Dermed var holdet i finalen mod Järfälla.

Træner Aslak Lyster fik sat holdet rigtig godt op mentalt til at møde de dygtige svenskere igen, og kampen endte fuldstændig lige 12-12. Kampen skulle derfor afgøres på straffekast, og her trak svenskerne det længste strå. HSK dameholdet kan dog være fuldt tilfredse med indsatsen og sølvmedaljen. Oveni den flotte indsats blev Julie Vahlgren, holdets hurtige venstrehånd, kåret som turneringens Most Valuable Player på damesiden.

Herrerne måtte desværre se sig slået og skulle dermed spille om bronze. Også denne kamp blev desværre tabt, men ambitionen om at få den nye træner Tamas Ibolya på plads blev til fulde indfriet, og holdet er nu klar til at spille med om den danske pokal her i efteråret.