HSK nomineret til Danskernes Idrætspris - hjælp os med din stemme :-)
Kategori: Foreningen
Hovedstadens Svømmeklub er blevet nomineret til Danskernes Idrætspris for vores aktivering af børn og unge i Tingbjerg og på Nørrebro. Vi håber du vil hjælpe os med din stemme :-)
Danskernes Idrætspris, er prisen, der fokuserer på foreningsidrætten i Danmark. Prisen gives til det projekt, aktivitet eller initiativ der på inspirerende vis, er med til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten i Danmark. Og Hovedstadens Svømmeklub er blevet nomineret.
I indstillingen står bl.a.:
"Hovedstadens Svømmeklub har med succes aktiveret en gruppe man normalt ikke ser i foreningslivet, piger og drenge med anden etnisk baggrund. over 400 børn, hhv. over 200 piger og drenge er begyndt at gå til svømning i HSKs integrationsprojekt i primært Tingbjerg og på Nørrebro. Dertil kommer at klubben også har uddannet over 25 af børnene til trænere og hjælpetrænere."
Integrationsprojektet
Det er vores projekter i Tingbjerg og på Nørrebro der er blevet nomineret. Her har vi siden 2013 aktiveret lokale børn og unge og fået en gruppe i svømmehallen, vi ellers normalt ikke ser hverken i svømmehallen eller i foreningslivet. Som der står i indstillingen har vi aktiveret over 400 børn, det tal er i dag steget til 510 børn.
Og nogle af dem er fortsat som trænere og hjælpetrænere, ofte i andre bydele/svømmehaller end i Tingbjerg og på Nørrebro. Som for alle andre unge mennesker, er et fritidsjob en god vej ind på arbejdsmarkedet. Når de bliver ansat som trænere/hjælpetrænere, kommer de også til trænermøder, til ansættelsessamtaler, de skal hente et frikort, underskrive en ansættelseskontrakt osv.
Vi fortsætter og udvider tilbuddet
I 2016-2019 har vi fået midler af Københavns Kommune til at lave tilbud til unge over 13 år og kvinder mellem 18-25. Tillige fortsætter vores eksisterende tilbud i Tingbjerg og på Nørrebro for børn og unge i alderen 5-12 år.
Fritidsjob er vejen til uddannelse
Vores nye tilbud er et valgfag for elever på Tingbjerg og Brønshøj skole, hvor eleverne kan uddanne sig til hjælpetrænere, komme i praktik i HSK og måske blive ansat.
Undersøgelser fra Center for Boligsocial Udvikling (CFBU, 2012) viser, at unge fra udsatte boligområder, der har et fritidsjob som 15-årige, er mere tilbøjelig til at være i uddannelse som 17-årige og i beskæftigelse eller uddannelse som 19-årige end de, der ikke har haft et fritidsjob.
Vi tror derfor på, at projektet kan være med til at sikre, at de unge fået en god start og tilknytning til arbejdsmarkedet gennem HSK. Derudover tror vi, at projektet er med til at styrke foreningslivet i Tingbjerg generelt, fordi det sikrer, at der er lokale hjælpetrænere som kan varetage undervisningen af bydelens børn.
Vi er glade og stolte over nomineringen og håber I vil stemme på os.