HSK er nu Danmarks femtebedste svømmeklub

Skrevet af

Lars Sørensen.

D. 21. december 2016.

Kategori: Elitesvømning

I Svømmeligaen, der er landets fornemste svømmerække, sluttede oprykkerne fra Hovedstadens Svømmeklub i weekenden 17. – 18. december på en sikker femteplads. Det var en stærk entré af debutanterne. DM for hold var vanen tro med masser af drama, intens stemning og hurtig svømning. Kun et point ud af samlet set 53.000 point skilte nr. 1 og 2. Sigma Nordsjælland trak sig sejrrigt ud af den tætte dyst.

Målet for Hovedstadens Svømmeklub og trænerduoen på Førsteholdet var at placere klubben på en sjetteplads og dermed sikre forbliven i Svømmeligaen. Som oprykker er det traditionelt svært at vinde fodfæste blandt de etablerede hold i dansk svømning. Der deltager i alt ni hold og tre rykker ned. Hovedstadens Svømmeklub formåede at levere en stærk holdindsats, hvor hele holdet svømmede over evne og sluttede på en meget sikker femteplads med 48.089 point. Marginen til VAT CPH på sjettepladsen var på hele 1.000 point.

 

Trænerteamet Olaf Wildeboer og Øyvind Røsland udtaler: -Vi ønsker egentlig ikke at fremhæve nogen særlige svømmere. Det var en holdindsats. Målet var en sjetteplads og ca. 47.500 point. Vi nåede begge dele. Dog scorer en række svømmere, Maria Grandt, Mathilde Hager, Giano Grillo, Andreas Vestergaard, Alvi Hjelm og Óli Mortensen, mange point.

Øyvind fortsætter: -Vi er nu et år foran klubbens langsigtede mål for Svømmeligaen. Det betyder, at vi næste år skal arbejde benhårdt på at forbedre pointhøst og placering og dermed komme tæt på fjerdepladsen. I år var der pænt langt op til Lyngby på fjerdepladsen, men det er et godt ambitiøst mål at udvikle efter.

Efter stævnet er Maria Grandt og Giano Grillo blevet udtaget til en Europa Tour i januar med dele af landsholdet. Europatouren kombinerer to internationalt stærkt besatte stævner og en træningslejr.