Fortsat stor søgning til svømning i Hovedstaden

D. 12. juni 2023.

Kategori: Foreningen

Ved aftenens tilmelding til ny sæson i Hovedstadens Svømmeklub, måtte køsystemet igen i anvendelse og blev testet til det yderste. 

Ved mandagens tilmelding til svømmesæson 2023-2024 måtte kø-systemet traditionen tro tages i brug. Det samme type køsystem man møder ved salg af billetter til større koncerter m.v. 

Hos Danmarks største idrætsforening Hovedstadens Svømmeklub, mærker man, heldigvis, en stor interesse for foreningsidrætten og for at gå til svømning. 

"Vi er naturligvis glade for at Hovedstaden melder deres børn til svømning. Vi bor i en by med mange havnefronter, havnebade og strande, og det er vigtigt at børn, unge og voksne kan opholde sig trygt i og ved vandet" siger klubdirektør Lars Sørensen. 

Den store tilstrømning af medlemmer til HSK understreger vigtigheden af at bygge flere svømmehaller i København. Et arbejde der heldigvis er blevet taget alvorligt af politikerne i København de senere år med grundige renoveringsplaner og planer for nye svømmehaller. 

"Aktuelt foregår der et større analysearbejde i Københavns Kommune omkring nye svømmehaller. Vi håber naturligvis det vil føre til, at kommunen prioriterer at bygge flere nye svømmehaller, så også nye generationer kan være trygge i og ved vandet." siger klubdirektør Lars Sørensen. 

Fakta: 

  • Da tilmelding åbnede kl. 18.00, stod der mere end 6.300 og ventede på at kunne tilmelde sig.
  • Fra kl. 18 til kl. 22 har der været mere end 10.000 igennem køen for at finde et svømmehold. 
  • I de travelste perioder på en tilmeldingsaften tilmeldes 1 medlem i sekundet.
  • Tilmeldingen til svømning i Hovedstadens Svømmeklub er opdelt i "fire etaper".