Flotte Danske Årgangsmesterskaber på kortbane 2018

D. 9. februar 2018.

Kategori: Elitesvømning

I weekenden 2-4.februar kulminerede årgangssvømmernes kortbanesæson med de danske årgangsmesterskaber på kortbane 2018. Det blev til i alt 35 medaljer og 181 nye personlige rekorder til de 33 deltagende svømmere.

Alle 34 årgangssvømmere i Hovedstadens Svømmeklub var kvalificeret ved dette års DÅM-K, som blev afholdt i henholdsvis Vollsmose Svømmehal og Universitetssvømmehallen i Odense. Transporten foregik, til alles store fornøjelse, med fælles bustur og overnatningen foregik, til ligeså stor fornøjelse, i klasselokaler på Rosengårdsskolen på luftmadrasser.

Svømmerne kan gå fra mesterskabet med gode nye erfaringer, personlige rekorder og masser af indtryk. I alt bliver det til 61 top tre placeringer for klubben fordelt på 14 svømmere, hvilket ikke alene viser flot niveau, men også god bredde for klubben, som arbejder på at få et godt talentudviklingsmiljø op at stå. I alt svømmer 27 af de 33 deltagende svømmere sig i top 16 i deres årgang, hvilket er rigtig flot til et nationalt mesterskab. Stort tillykke til alle.

 

Yngste gruppe

De 16 yngste årgangssvømmere (piger årgang 2006, drenge og piger årgang 2005) var til start i Vollsmose Svømmehal. Her præmieredes medleyløbene og holdkapperne med medaljer, mens der i resten af løbene blev konkurreret i stilartskategorier, hvor man skulle blive sammenlagt top tre i sit køn i de to-tre discipliner for at komme på podiet.

For de fleste af svømmerne ved dette stævne var det første gang, at der var deltagelse i et dansk årgangsmesterskab. Derfor var nerverne tydelige at mærke den første dag, hvor alle lige skulle lære at svømme med ekstra kriller i maven. Alle svømmerne klarede det rigtig flot og kommer derfra med god erfaring og gode minder. Vi ender med at have 9 forskellige svømmere i top tre og får i alt 67 top 8-placeringer med hjem fordelt på disse tre årgange.

Det blev til 9 individuelle medaljer og 3 holdkapmedaljer i Vollsmose.
Ofelia Nøddekær (2005) vinder guld i 200 IM og 400 IM.
Jasmin Egeskov Andersen (2005) vinder bronze i 200 IM og sølv i 400 IM.
Rebecca Petersen (2005) vinder bronze i 400 IM.
De tre piger tager således rent bord i 400 IM-disciplinen og får lov at nyde podiet med deres daglige holdkammerater; meget sejt af de tre piger.
Coco Li Fuhrmann (2006) vinder guld i 100 IM og 200 IM.
Mads Møller (2005) vinder sølv i 100 IM og 200 IM.

I mix-holdkapperne bliver det til 2 sølvmedaljer og én guldmedalje.
I 4 x 50 HM bliver vi 2'ere; holdet bestod af Mads Møller, Ana Rosa Kragh, Coco Li Fuhrmann og Mikkel Andersen.
I 4 x 100 Fri bliver vi 2'ere; holdet bestod af Ofelia Nøddekær, Kirstine Haunstrup Larsen, Mads Møller og Mikkel Andersen.
I favoritholdkappen 4 x 200 IM bliver vi 1'ere; holdet bestod af Ofelia Nøddekær, Jasmin Egeskov, Mads Møller og Mikkel Andersen. 

I stilartskonkurrencerne markerer de sig også rigtig flot:
Coco Li Fuhrmann bliver 1'er i Bryst, Fly og Crawl-kategorierne, og bliver delt 3'er i Ryg-kategorien for 2006'er piger.
Falka Tind bliver 2'er Ryg-kategorien for 2006'er piger.
Malú Christensen bliver 3'er i Crawl-kategorien og delt 3'er i Ryg-kategorien for 2006'er piger.
Jasmin Egeskov Andersen bliver 1'er i Ryg-kategorien for 2005'er piger.
Kirstine Haunstrup Larsen bliver 2'er i Crawl-kategorien for 2005'er piger.
Ofelia Nøddekær bliver 1'er i Crawl-kategorien og 2'er i både Bryst og Ryg-kategorierne for 2005'er piger.

Daglig træner for Talent 1-svømmerne, Anne-Marie Appelqvist, vil gerne fremhæve især Ofelia Nøddekær, som ikke alene viser flot niveau med nogle stærke tider i de to medley-discipliner der kunne have givet medalje hos de ældre årgange, men som også viser god bredde, i og med hun kan konkurrere med i stilartskonkurrencerne i flere stilarter. Også Jasmin Egeskov svømmer et godt stævne, men næsten 100% PR og nogle markante sejre i særligt rygløbene. Af andre positive takter må man også nævne Kirstine Larsen og Matilde Schmidt-Lund, som begge tager nogle gevaldige hop op ad resultatlisten efter en solid træningsindsats over jul og nytår.
Daglig træner for Talent 2 og yngste årgang, Marie Simanis, fremhæver især Falka Tind, som kommer rigtig flot igennem sit første danske årgangsmesterskab, med mange flotte præstationer og god indstilling. Ligeledes kommer Mads Møller også fint i gennem sit første DÅM-K og viser at han har evner indenfor flere stilarter og discipliner. Derudover får Coco Li Fuhrmann en rigtig flot debut, med meget flotte resultater; Coco vinder begge medleyløb og får præmier i alle fire stilartskategorier. Tillykke til alle svømmerne.

 

Ældste gruppe

I Odense Universitetssvømmehal konkurrerede de ældste årgangssvømmere (drenge årgang 2003, og piger og drenge årgang 2004). Disse årgangssvømmere har prøvet at svømme mesterskaber før, men alligvel var spændingen høj og forventningerne ligeså, da vi skød stævnet i gang fredag.
Her var der medaljer i alle individuelle løb og holdkapper, samt de eftertragtede pokaler i stilartskonkurrencen, ligesom hos de yngste. Vi ender med at have 5 forskellige svømmere i top tre og får desværre 11 placeringer som nr. 4 og 5, lige udenfor medaljerne. Svømmerne i denne gruppe får i alt 47 top 8-placeringer med hjem.

Det blev til 21 individuelle medaljer og 2 holdkapmedaljer i Universitetshallen.
Carl Emil Hertz Bugge (2003) vinder guld i 400 IM, sølv i 200 IM, samt bronze i 200 Fly, 200 Fri og 400 Fri.
Oliver Søgaard-Andersen (2003) vinder sølv i 50 Fly, 100 Fly og 200 Fly, samt bronze i 50 Ryg.
Valdemar Brøns (2003) vinder bronze i 200 Ryg.
Jet Li Fuhrmann (2004) vinder guld i 100 Fri, 200 Fri, 400 Fri, 50 Fly, 100 Fly, 200 Fly, 200 Bryst, 200 IM og 400 IM, samt bronze i 50 Ryg.
Troels Fode (2004) vinder bronze i 100 Bryst.

I mix-holdkapperne bliver det til én guldmedalje og én bronzemedalje. Desværre blev den sidste holdkap søndag aflyst pga. urenheder i bassinet.
I 4 x 50 HM vinder vi bronze; holdet bestod af Oliver Søgaard, Laura Vangkilde, Jet Li Fuhrmann og Jasmin Philip.
I 4 x 200 IM vinder vi guld; holdet bestod af Carl Emil Hertz Bugge, Jet Li Fuhrmann, Josefine Zebitz og Jasmin Philip.

Også her har vi en del svømmere på podiet i stilartskonkurrencerne:
Jasmin Philip bliver 3'er i Crawl-kategorien for 2004'er piger.
Jet Li Fuhrmann bliver 1'er Fly- og Crawl-kategorien for 2004'er drenge.
Oliver Søgaard-Andersen bliver 2'er i Fly-kategorien for 2003'er drenge.

Svømmernes træner, Anne-Marie Appelqvist, er tilfreds med stævnet for de ældste. De fleste får indfriet alle deres målsætninger og vi kommer derfra med 83,5% PR, hvilket er rigtig flot. Hele gruppen gør det godt, har en god indstilling og et højt humør, og så udviser de flot koncentration i og kontrol over deres løb, hvilket vi har brugt meget tid og energi på at øve siden efteråret. Særligt Josefine Zebitz har et godt mesterskab, hvor hun svømmer sig i top 8 i tre stilarter og får en ærgerlig, men flot, fjerdeplads i favoritdisciplinen 400 IM. Jose har haft har en god vinter, hvor hun har trænet vanvittigt flot og motiveret, så det er dejligt at se at resultaterne begynder at komme til hende. Også Jet Li Fuhrmann svømmer et godt mesterskab, med et tæt program med mange starter, og han vinder, noget overraskende, guld i næsten alle sine løb. Flot præstation af Jet, som også begynder at svømme rigtig veldisponerede løb, fx 200 fri hvor han splitter 59,1/59,4 og kommer under 2 minutter for første gang.
Derudover svømmer Carl Emil Hertz Bugge et godt stævne med 100% PR og mange top tre placeringer. Carl Emil er efterhånden en forhåndsfavorit til mange løb og derfor var det med lidt flere nerver end normalt, at Carl Emil stillede til start. Han håndterer det rigtig flot og får mange gode erfaringer med hjem i bagagen, som han kan bruge i forårssæsonen frem mod sommerens mesterskaber.

Glade svømmere i Vollsmose Svømmehal.

 


Alle medaljetagere (individuelt og holdkapper).

 

Guldmedaljevindere i 4 x 200 IM-holdkappen for yngste gruppe; Mads, Ofelia, Egeskov og Mikkel.

 

Guldmedaljevindere i 4 x 200 IM-holdkap for ældste gruppe; Jet, Jose, Jasmin P og Carl Emil.

 

Alle 33 årgangssvømmere ved DÅM-K 2018.

 

Jet Li Fuhrmann vinder 10 individuelle medaljer og to kategorier for 2004-drenge ved DÅM-K 2018.