Vellykket uddannelsesdag afholdt for alle ansatte i Svømmeskolen

D. 13. januar 2025.

Kategori: Svømning

Det nye år blevet kickstartet med faglige oplæg og workshops søndag den 12. januar.

Næsten 100 ansatte i svømmeskolen brugte i går deres søndag på oplæg og workshops med både svømmeteknisk og pædagogisk indhold. Det skete på vores årlige uddannelsesdag, vi kalder AquaEducation. Udover de obligatoriske kurser som vores ansatte skal igennem (træner- og hjælpetrænerkurser), afholder vi hvert år også HSK AquaEducation. Det er en intern uddannelsesdag hvor alle ansatte samles, for at få opdateret deres viden, samt få inspiration til den daglige undervisning.

Et væld af workshops

Deltagerne kunne vælge imellem en lang række forskellige workshops, f.eks. teamsamarbejde, formålslege med et teknisk fokus, storytelling i undervisningen, undervisningsdifferentiering, landtræning for teenagere samt udspring, polo og kunstsvømning i undervisningen. Der var workshops i både teorilokalet og i svømmehallen.

Fællesskab i fokus

Udover at være en svømmeklub, er HSK også en stor ungdomsarbejdsplads, hvor de ansatte har vagter i 15 forskellige svømmehaller i København og på Frederiksberg. Derfor er AquaEducation også en gylden mulighed for de ansatte for at lære nye kollegaer at kende og få inspiration på tværs af byen. Derfor afholdtes der også trænermøder for alle, hvor aktuelle emner som eks. medlemsundersøgelsen drøftedes og der blev tid refleksion over hverdagen og den daglige undervisning i de enkelte haller.

Vi startede med at afvikle HSK AquaEducation i 2018 og vi synes dagen er med til at skabe fællesskab og nye bekendtskaber blandt vores meget store stab af unge mennesker.