Alt om den gode start på svømmeskolens hold

D. 27. august 2021.

Kategori: Svømning

Fra 1. september er vi atter igang med undervisning og træning i svømmeskolen. Vi har samlet det meste information her. Mails er også sendt ud til alle medlemmer.

Vi starter fra onsdag den 1. september 2021 (Vesterbro Svømmehal dog fra den 10. september). Under ”min profil”,www.hsk.dk, kan I se, hvor og hvornår den første svømmegang finder sted, her ser I også jeres faste svømmetider.

Adgangsforhold til svømmehallen
Inden du møder op til svømmeundervisningen den første gang, skal du læse om gældende forhold i den svømmehal, du skal modtage undervisning i. Fx skal I have styr på adgangsforhold, da der nogle steder skal bruges adgangskort (Flintholm Svømmehal, og NEXS) eller adgangskode (Kirsebærhavens Skolesvømmehal og Damhusengens Skolesvømmehal). I finder specifikke informationer om alle de svømmehaller, vi underviser i her og læser om adgangskort her.

Vi er ekstra synlige i opstartsugen
Vi vil være ekstra synlige i svømmehallerne i opstartsugen. Det betyder, at vi ud over trænere og hjælpetrænere, har en medarbejder i hver svømmehal, som kan hjælpe og guide. Medarbejderen vil rundere i forhal, omklædningsrum og svømmehal. Vi vil på den måde gøre vores bedste for, at I får en god opstart.

Lidt gode opstartsråd fra os til jer

Sådan får du en god oplevelse til svømning
Tjek vores halplan under den enkelte svømmehal og tjek hvilken farve dit hold her. Info om holdfarve findes på kvitteringen, som I har modtaget på mail. Den første undervisningsgang får alle medlemmer under 16 år udleveret et gummibånd af deres træner. Farven på gummibåndet indikerer, hvor I skal vente i svømmehallen og hvor jeres hold starter og slutter undervisningen. I kan se holdfarven på jeres kvittering eller på svømmeholdet. Skal du f.eks. svømme på et gult hold, skal du finde de gule skilte i svømmehallen.

  • I må først gå i omklædningsrummet 15 minutter før undervisningen starter og I skal have forladt omklædningen, 15 minutter efter undervisningen er slut.
  • I bruseområdet opfordrer vi til kort ophold og hurtig afvaskning, det giver plads til alle, så ingen kommer for sent til svømning. Både før og efter svømmeundervisning.
  • Forældre henvises til forhal, så ventende forældre ikke optager plads i mellemgang og omklædningsrum.
  • Medbring et par svømmebriller og benyt egnet svømmetøj til svømmeundervisningen. Bikini og løse shorts er ikke egnet svømmetøj – det skal helst være badedragt og tætsiddende badebukser.
  • Til langhårede personer anbefaler vi hårelastik, opsat hår eller badehætte.
  • Gennemlæs vores coronaretningslinjer

Derudover er der nogle regler, som skal overholdes af sikkerhedsmæssige- og hygiejniske årsager. Reglerne er fastsat af svømmehallerne i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Kommunerne står for driften af de svømmehaller, hvor vi underviser.

  • I skal altid vaske jer grundigt – og uden badetøj, inden I kommer ind i svømmehallen.
  • I må ikke gå i vandet, før I er blevet afkrydsede hos træneren og har fået OK.

Smartphones og tablets er ikke tilladte i svømmehallerne og heller ikke i omklædningsrum, uanset om de blot bruges til spil, underholdning eller opkald. Fotografering er strengt forbudt

AquaReady – en god og tryg opstart af svømmeundervisningen
På de fleste børnehold i svømmeskolen starter vi sæsonen op på en særlig måde, som vi kalder AquaReady. Undervisningen i AquaReady er med særligt fokus på, at svømmerne får en tryg start, samt lærer hinanden og trænerteamet at kende. Derfor går vi de første uger forsigtigt frem og undervisningen kan under AquaReady opleves nemmere end forventet – men det ændrer sig i løbet af sæsonen. Læs mere om AquaReady her.

Omrokeringer på holdniveauerne
For, at I skal få den bedst mulige undervisning, har vi løbende fokus på, at medlemmer er placeret på et passende niveau. Dette for, at I bliver udfordret og udvikler jeres svømmefærdigheder. Omrokeringer vil udelukkende blive håndteret fra administrationen på baggrund af anbefalinger af træneren. Omrokeringer kan ske løbende. Føler du dig ikke helt tilpas på holdet, så tal gerne med din træner, som kan anbefale dig et passende hold og kontakt os i administration.

Særlig info til børnehold – forældreuger
Forældre er velkomne i svømmehallen de første to undervisningsgange i løbet af sæsonen, dvs. fra 1. september til 14. september. Bemærk, at barnet kun må ledsages af én pårørende, pladsen er trang i svømmehallerne. Derefter vinker vi farvel til forældre og beder jer opholde jer uden for selve svømmehallen, mellemgangen og omklædningsrummet. Forældre må naturligvis gerne følge barnet ind til svømmetræneren hver gang. 

Foruden de to første uger har vi udvalgt seks uger, hvor vi gerne vil byde forældre inden for i svømmehallerne for at se, hvor gode børnene er blevet. 

Medlemssystem og din profil – vi benytter os af dine kontaktinformationer, både mail og mobilnummer
Medlemmer er selv ansvarlige for, at Hovedstadens Svømmeklub altid har opdaterede kontaktdetaljer på profilen på www.hsk.dk. Al vores information udsendes pr. mail, derfor er det vigtigt, at det er den rigtige mailadresse, der er registreret. I tilfælde af akutte aflysninger benytter vi os også af sms, så du skal også have et mobilnummer registreret på profilen.

Vi anbefaler også, at I læser velkomstinformation om børnehold her. Skal I svømme på et voksenhold, så læs velkomstinformationerne her

Flere spørgsmål?
Tjek vores ofte stillede spørgsmål

…eller kontakt os på: Bernhard Bangs Alle 41, 4., 2000 Frederiksberg – telefon 3871 0940 – [email protected]. Administrationens telefontider: mandag kl. 13.00 – 17.00, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 09.30 – 12.30.

Vi glæder os til at se jer i svømmehallerne.