750 unge elitesvømmere til landets største svømmebegivenhed på Bellahøj

D. 29. juni 2018.

Kategori: Elitesvømning

Lørdag 30. juni 9.30 lyder startskuddet til DM for årgangssvømmere (DÅM) på Bellahøj, hvor Hovedstadens Svømmeklub er vært for 750 svømmere fra hele landet. Det fire dage lange stævne samler i alt over 1.500 svømmere, ledere, frivillige og forældre fra flere end 70 klubber i hele landet.

Det er Danmarks kommende elitesvømmere, der i de kommende fire dage konkurrerer med hinanden ved DM for årgangssvømmere på Bellahøj i København.

For arrangøren Hovedstadens Svømmeklub, HSK, er stævnet sikke kun årets store sportslige kulmination for klubbens unge svømmetalenter. Det er samtidig kulminationen på mange måneders intense forberedelser for over 50 frivillige forældre og ledere, der sikrer, at alle de mange gæster fra flere end 70 svømmeklubber landet over får god service og gode oplevelser under opholdet i København. 

De sportslige ambitioner for de mere end 30 deltagende svømmere fra Hovedstadens Svømmeklubs talenthold er store. De seneste år har HSK gjort sig stærkt gældende på landsplan og markeret sig som landets stærkeste talentudviklingsmiljø. 

Intet er givet på forhånd, og i år vil konkurrencen være ekstra hård. Forventningen er dog, at svømmerne blander sig i topstriden i mange af løbene, og at Hovedstadens Svømmeklub i holdkonkurrencen kan gøre sig gældende blandt de bedste klubber. 

Hovedstadens Svømmeklubs mange frivillige har i lang tid forberedt den store begivenhed. Således er der hver dag 50-60 frivillige i gang for at få stævnet til at glide perfekt. Klubben står bl.a. for overnatning, bespisning, drift af svømmestævnet og ikke mindst alle de mange usynlige opgaver, som enhver begivenhed har masser af. Overnatningen er muliggjort i et samarbejde med det nærliggende HF-centret Efterslægten

Stævnet afvikles i perioden fra lørdag den 30. juni til tirsdag 3. juli på Bellahøj Svømmestadion, Bellahøjvej, 2700 Brønshøj. Hver dag er der stævnestart kl. 9.30, 14.00 og 17.00. Der er gratis adgang for tilskuere. Kig efter de anviste tilskuerområder. 

Mere info kan findes på eventsite: www.hsk.dk/aktiviteter/dåm-2018 og resultatformidling og live video findes på http://livetiming.dk/index.php?cid=3987&session=1

 For pressekontakt under DM kan klubdirektør Lars Sørensen kontaktes på tlf. 3114 6178.