Caspers fire internationale VM- og EM-medaljer

D. 6. september 2022.

Kategori: Elitesvømning

Casper afsluttede i weekenden sin forlængede sæson med at vinde to medaljer ved junior VM. I juli vandt Casper to medaljer ved junior EM.

Casper Puggaard har haft en fantastisk første sæson i Hovedstadens Svømmeklub. Først kvalificerede han sig ved Danish Open i påsken til junior EM og VM. Casper har endnu en sæson tilbage af sin junioralder, dvs. i sommeren 2023 er der atter mulighed for deltagelse ved junior EM.

Ved EM for juniorer i Rumænien bliver Casper Europamester i 50 m fly og vinder sølv i 100 m fly. Klubbens første internationale medaljer på europæisk juniorniveau.

Ved VM for juniorer i Peru vinder Casper bronze i både 50 og 100 m fly. Igen, er det både klubbens og dansk svømnings første medaljer ved et junior VM. I 100 m fly sætter Casper også ny dansk juniorrekord.

Casper er en del af klubbens elitehold, hvor klubbens bedste junior- og seniorsvømmere trænere. Eliteholdet vandt i efteråret 2021 for første gang DM for hold og kunne dermed kåres som Danmarks bedste svømmeklub.

Stort tillykke til Casper, Caspers familie, alle elitesvømmerne på holdet samt ikke mindst trænerteamet bestående af cheftræner Niels-Jørgen Jørgensen, elitetræner Marcus Åradsson, ass. træner Morten Børre og ass. træner Synnøve Døskeland. Også stor kredit til Caspers tidligere klub, Kvik Kastrup, hvor Casper indtil august 2021 svømmede.