Sponsorsvøm

Unge konkurrencesvømmere på sponsorjagt

Fremtidens OL-håb har brug for støtte, og derfor bevæger ca. 100 konkurrencesvømmere fra Hovedstadens Svømmeklub sig i den kommende tid ud i det lokale forretnings- og erhvervsliv for at finde sponsorer.

Frisørsaloner, cykelsmede, blomsterhandler og andre kan derfor se frem til at møde de søde og seje HSK-svømmere, når de med deres gå-på-mod og gode humør vil bede om økonomisk opbakning til fortsat at kunne dygtiggøre sig i deres idræt.

De unge mennesker, der er i alderen fra otte til 18 år, træner seks til ti gange om ugen, ofte om morgenen før vækkeuret endnu har bimlet i de fleste hjem. De bruger både weekender og ferier til at dygtiggøre sig i en sport, hvor Danmark endnu engang - bl.a. ved sommerens OL og senere VM - har vist sig at tilhøre verdenseliten.

Se præsentation af klubbens svømmere og sponsorstævnet (webside).

Se præsentation af klubbens svømmere og sponsorstævnet (tilpasset til pdf-format). 

Se sponsorkontrakt.

Se faktura til sponsor. 


Konkurrencesvømmerne fra HSK er blandt landets bedste, hvilket ikke kun ses ved antallet af medaljer, som både store og små henter hjem fra stævner og mesterskaber. HSK placerede sig i december på en solid femteplads i Svømmeligaen, kun et år efter den flotte oprykning i svømmesportens bedste række.

HSKs konkurrencesvømmere søger helt konkret sponsorer til et såkaldt Sponsorstævne, der afholdes søndag d. 7. maj 2017 i Vesterbro Svømmehal. Hver svømmer skal finde én eller flere sponsorer, der enten bidrager med et fast beløb på minimum 200 kr. eller donerer en mindre sum for hver meter, svømmeren tilbagelægger i løbet af en time.

 


”Vi er nu landets næststørste idrætsforening, og et af vores næste store skridt er at samarbejde mere med det lokale erhvervsliv. En af måderne er et sponsorstævne, hvor klubbens svømmere på en skæg og anderledes måde går i samarbejde med det lokale erhvervsliv. Alle kan være med. Intet beløb er for småt, og svømmerne skal svømme langt for at indtjene pengene til klubben,” siger klubdirektør Lars Sørensen.

Klubbens trænere forventer, at de yngste konkurrencesvømmere kan svømme 2.500-3.000 meter, de ældste ca. 5.000 meter. Det samlede donerede beløb vil gå direkte til klubbens konkurrenceafdeling, mens en mindre procentdel vil blive øremærket et godt formål.

Sponsorerne vil blive nævnt under stævnet og i en efterfølgende annonce i lokalpressen, og de vil få et skriftligt bevis på klubbens taknemmelighed. Og hvem vil ikke gerne en dag kunne bryste sig af at have været med til at støtte og sikre en ung hovedstadssvømmers senere plads i svømmesportens verdenselite!